SJD logo

Slæb- og apporteringsprøve

Der er mange former for efterskudsprøver, hvor man afprøver hundens evne til at finde og behandle vildtet efter skud. Her kan du læse om Slæb- og Apporteringsprøven (VSA).

Slæb- og Apporteringsprøve for kontinentale racer
– også kaldet vand og slæb (VSA)

Adgangskrav til prøven

I prøven kan stambogsførte jagthunde af alle jagthunderacer deltage, se dog FMR § 8 stk. 1.

Kvalifikationsprøve

Det er en kvalifikationsprøve for hunde, der ønskes fremført i brugs- og vinderklasse.

En hund, der to gange med to års eller større mellemrum har bestået en VSA, har for resten af hundens liv adgang til brugs- og vinderklasse, hvis den i øvrigt opfylder adgangskravene hertil.

Beståelse af SJD’s Udvidede Apporteringsprøve (SUA), kan erstatte én af de ovennævnte VSA som adgangsgivende til brugs- og vinderklasse.

Prøven indeholder følgende discipliner

A.
Apportering af kanin efter 250 meter slæb på mark. Slæbets længde er 250 meter, og skal have to knæk på ca. 130 grader. Føreren må følge hunden de første 20 meter. Derefter hunden skal selvstændigt udrede sporet og apportere kaninen.

B.
Apportering over dybt vand af to ænder, udlagt i siv eller tagrør. De to ænder udlægges uset af hunden med en afstand på 30 meter og en afstand på ca. 30 meter til hunden. Hunden skal svømme mindst 20 meter til ænderne. Føreren ved hvor ænderne ligger og skal kunne dirigere hunden derhen. Begge ænder skal hentes hjem.

C.
Apportering af to duer eller jagtbare hønsefugle, udlagt i høj vegetation. Apportering sker fra åbent land ind i en tilpas stor bevoksning af træer evt. en remise. To duer udlægges uset for hunden ca. 5 meter inde i bevoksningen med en indbyrdes afstand på ca. 15 meter og i en afstand af mindst 30 meter fra startstedet. Området, hvor duerne er udlagt, udpeges for føreren. Under hundens arbejde er det tilladt at dirigere den. Der skydes et skud, før hunden sendes ud for at apportere den anden due. Hunden skal være ukoblet og forholde sig rolig. Begge duer/hønsefugle skal hentes hjem.

Se yderligere i FMR (Fælles Markprøve Regler) kapitel 11.