Danmarksmesterskabet 2020

DM er et prestigefyldt og spændende arrangement, som normalt tiltrækker mange tilskuere, men i år bliver det desværre anderledes. Covid-19 er med til at fastlægge betingelserne for afviklingen, og det har bl.a. medført et forsamlingsforbud på max. 50 personer. Derfor er det besluttet, at DM i år afvikles adskilt for for engelske og kontinentale hunde, således at der er to geografisk adskilte mødesteder, ligesom afslutningen foregår to forskellige steder. Det bliver mindre festligt, men denne løsning er valgt, fordi vi i SJD mener, at det vigtigste er at få DM afholdt.

Restriktionerne betyder også, at vi er nødt til at fraråde deltagelse af tilskuere, fordi vi hurtigt kan komme over 50 personer især i forbindelse med eftermiddagens afprøvning, og hvem skal vi i så fald bede om at forlade arrangementet. Derfor er det med stor beklagelse, men også med stor alvor, at vi i SJD må opfordre interesserede til i år at vise samfundssind og blive hjemme. Det tjener ikke hundesporten, at vi kommer på landets forsider, fordi vi ikke har udvist ansvarlighed og respekt for de regler, der er udstukket. Jeg håber, at alle vil vise forståelse for dette i denne usædvanlige situation.

Med venlig hilsen
Flemming Thune-Stephensen
formand for SJD