DIALOG MED DJ omkring markprøver

DJ Offentliggjort den: 10. juni 2022

Ingen markprøver i DJ i samarbejde med SJD i efteråret

På trods af et konstruktivt samarbejde imellem Stående Jagthunde i Danmarks (SJD) og Danmarks Jægerforbund (DJ) i foråret 2022, har SJD besluttet, at de i efteråret vil forestå alle markprøver i eget regi.

Tekst: Joan Brønnum Kvist

På et møde 2. juni 2022 imellem repræsentanter fra hhv. DJ og SJD blev forårets markprøver evalueret. Tallene viser, at der har været en stigning af prøver hos SJD, mens antallet af prøver i DJ-regi ikke overraskende er faldet. Alle prøverne er ifølge SJD afviklet til alles tilfredshed, og SJD’s prøveledere har fundet SJD’s nye afregningsmodel tilfredsstillende iflg. formanden og sekretæren fra SJD.

Denne opfattelse deles ikke af DJ’s prøveledere, der mener, at den økonomiske ramme, SJD har udstukket, er for lav, hvis kvaliteten i prøverne skal fastholdes.

Men hvad vi fra DJ’s side regnede med skulle være en dialog om det videre samarbejde fik et andet sigte, da SJD orienterede om, at SJD´s repræsentantskabsmøde den 10. maj 2022 havde vedtaget, at man efter afvikling af forårets prøver betragter DJ ude i forhold til afvikling af markprøver fremadrettet.

Af referatet fra SJD’s repræsentantskabsmøde fremgår det endvidere, at SJD ønsker at gå DJ i bedene og lave deres egen udvidet apporteringsprøve.

Dette var ikke just det, der blev aftalt i november 2021 imellem SJD og DJ. På det tidspunkt aftalte vi, at parterne efter afholdelsen af forårsmarkprøverne skulle mødes til en fornyet snak om efterårets prøver samt øvrige snitflader og samarbejdsmuligheder. Leif Bach, HB-medlem og formand for DJ’s hundeaktivitetsudvalg, deltog i mødet og udtalte efterfølgende:

- Jeg siger ikke at mødet den 2. juni var spildt, men SJD havde jo reelt truffet en beslutning uden nogen form for dialog, hvilket jeg finder skuffende.

Prøver i efteråret

SJD’s udmelding rejser det naturlige spørgsmål: Hvad så med prøverne i efteråret? Status er, at DJ er blevet kontaktet af flere specialklubber, der har adspurgt, om DJ vil være behjælpelig med at afvikle prøve for dem. Dette har vi selvfølgelig imødekommet, da vi ønsker at samarbejde om prøver med alle, herunder også for de stående hunde. Leif Bach udtaler:

- Modsat SJD’s prøveleder har DJ’s prøveledere ikke været tilfredse med SJD’s afregningsmodel. DJ’s prøveledere mener, at et løft på minimum 30 pct. vil kunne dække de respektive omkostninger, der er forbundet med at afholde en anstændig prøve for både hunde og hundeførere. DJ har derfor fortalt specialklubberne, at vi ikke kan afholde prøverne under de økonomiske vilkår, som SJD har udstukket, men i stedet vil opkræve 200 kr. pr startende hund. Dette har de accepteret og har udtrykt forståelse for vores argumenter. Så ud fra det, og ud fra de henvendelser vi dels får fra nogle specialklubber, dels fra stående hundefolk, så fornemmer jeg, at formanden og sekretæren for SJD ikke er helt i synk med deres egen organisation, men det er jo reelt en opgave, SJD må håndtere. I DJ har vi blot et ønske om at gøre det bedste for alle jagthunde og deres førere.

- I Danmarks Jægerforbund har vi med den nye hundestrategi vedtaget, at vi vil styrke det gode hundearbejde, der foregår i de mange jagtforeninger, der tilbyder træning på hundens præmisser til de omkring 50.000 jagthunde, der er i Danmark - fra hvalpetræning til specialiseret træning, f.eks. i efterskudsarbejde. En begrænset andel af jagthundene er de stående jagthunde, der kan deltage i markprøver. Alligevel havde vi fra DJ’s side gerne set, at samarbejdet med SJD fortsatte i efteråret, da vi ved, at der er en skare af vores medlemmer, der er glade for at deltage i denne specialiserede prøveform, udtaler Leif Bach og slutter:

- Arbejdet med den nye hundestrategi er i fuld gang, og der er nedsat en arbejdsgruppen under DJ’s Jagthundeudvalg, der er i gang med at udvikle nye prøver. Her vil jeg gerne rose rigtig mange af specialklubberne for at have givet tilsagn om at være en del af dette arbejde. Det er vigtigt for os, at vi så vidt muligt favner alle jagthunderacerne.

SJD´s svar på ovenstående

I Danmarks Jægerforbunds nyhedsbrev den 10. juni 2022 giver Leif Bach udtryk for nogle synspunkter, som jeg ikke kan lade stå uimodsagt. Leif Bach udtrykker skuffelse over, at der ikke har været dialog om afvikling af markprøver fremadrettet. Det kan af flere årsager undre. Den 23. november 2021 udsendte DJ og SJD en fælles udtalelse, hvori stod ”I samme forbindelse ser man snarest på mulighederne for en overgangsordning for markprøver for de stående jagthunde i regi af DJ foreløbig for foråret 2022.” Læg i den forbindelse mærke til ordet overgangsordning, som jo klart signalerer, at der ikke er tale om en permanent løsning. Det kan også undre, at DJ overhovedet er interesseret i at afholde markprøver, når man tænker på de udmeldinger, der kom fra DJ i forbindelse med præsentationen af DJs nye hundestrategi. Endelig bør det erindres, at det jo ene og alene var DJs beslutning at forlade samarbejdet i SJD, og det var jo ikke ligefrem dialog, der prægede forløbet op til den officielle udmelding.

Desværre gør Leif Bach sig skyldig i, bevidst eller ubevidst, at udelade kendsgerninger. F.eks. påstår Leif Bach ved at henvise til referat fra SJDs repræsentantskabsmøde den 10. maj, at ”SJD ønsker at gå DJ i bedene og lave deres egen udvidet apporteringsprøve.”  I referatet står der imidlertid ”Drøftelse af udvidet apporteringsprøve, hvor gruppen ønsker at fastholde den nuværende DJ prøve som adgangsgivende til VK indtil gruppen har fundet en erstatning for denne prøve”.  Leif Bach glemmer at fortælle, at SJD tidligt i 2022  rettede henvendelse til DJ om, hvorvidt SJD kunne få lov til at afholde udvidet apporteringsprøve efter DJs regler. Dette blev blankt afvist af DJ, som ovenikøbet lod afslaget følge af en meddelelse om, at DJs hovedbestyrelse var blevet meget fortørnet over, at SJD overhovedet kunne finde på at spørge om det. Dette skal yderligere ses i lyset af, at DJ afholder SJD-apporteringsprøver uden at have spurgt SJD. Det er sådan, at alle prøver, der er indeholdt i Fælles Markprøve Regler, er SJD-prøver. I modsætning til DJs holdning vedr. udvidet apporteringsprøve har SJD dog ingen intentioner om at blokere for DJs afholdelse af apporteringsprøver, for SJD ønsker et samarbejde i gensidig respekt.

Leif Bach fornemmer, at SJDs sekretær og formand ikke er helt i synk med organisationen. Denne fornemmelse kan jeg blankt afvise. Siden offentliggørelsen af Leif Bachs fornemmelse har specialklubberne under SJD givet deres fulde opbakning til sekretæren og formanden. I samme forbindelse har vi undersøgt Leif Bachs påstand, at nogle specialklubber har rettet henvendelse til DJ om afholdelse af markprøver. Resultatet viser, at ingen specialklubber har forespurgt DJ, men to specialklubber har rettet henvendelse til en af DJs prøveledere. Endelig påstår Leif Bach, at DJs prøveledere ikke har været tilfredse med SJDs afregningsmodel for markprøver. Det forekommer derfor ejendommeligt, at flere af DJs prøveledere på eget initiativ har tilbudt at afholde markprøver for SJD og efter SJDs afregningsmodel.

Så jeg vil slutte med en bøn til Leif Bach. Skal vi ikke i fællesskab forsøge at fremme den gode dialog ved at undlade at se bort fra eller fordreje kendsgerninger til støtte for ens egen argumentation.

Med venlig hilsen

På vegne af SJD

Flemming Thune-Stephensen

Formand for SJD